
Kongen og dronningen pakker kufferterne til september, når de fra den 8. til 10. september rejser på statsbesøg i Belgien efter invitation fra kong Philippe og dronning Mathilde.
Det bekræfter kongehuset onsdag.
Programmet begynder i Bruxelles, hvor det danske kongepar bliver officielt modtaget på Place des Palais af det belgiske kongepar.
Herefter venter møder med den belgiske premierminister, medlemmer af det føderale parlament og byens borgmester, inden dagen rundes af med gallamiddag på Laeken Slot.
Næste dag går turen til Vallonien, hvor kongen og kronningen besøger Lauzelle-skoven. Forskere og studerende fra Louvain-universitetet viser rundt og fortæller om arbejdet i området.
Tilbage i Bruxelles lægger kongeparret også vejen forbi et erhvervsfremstød med omkring 40 danske virksomheder inden for energi og life science.
Senere deltager de i fejringen af 50-års jubilæet for den danske kirke i Bruxelles, inden de om aftenen er værter ved et returarrangement.
Den sidste dag foregår i Flandern, hvor både det danske og det belgiske kongepar besøger Antwerpen. Her er fokus på byens udvikling fra klassisk havneby til en af Europas markante kulturbyer.
Besøget afsluttes med en frokostreception om bord på Kongeskibet Dannebrog og en sejltur i havnen, inden der bliver taget officiel afsked ved skibet.
Under hele statsbesøget ledsages kongeparret af repræsentanter for regeringen. Kongehuset oplyser samtidig, at programmet fortsat kan blive justeret, og at det endelige program samt presseprogram offentliggøres på et senere tidspunkt.